Mandag den 11. august var for mig ikke blot den første dag tilbage på sporet efter en lang og tiltrængt sommerferie, men dagen som skulle komme til at markere begyndelsen på en ny æra af mit liv.
Denne mandag den 11. var nemlig ikke som hvilken som helst anden kedelig, triviel mandag, som vi alle sukker ved tanken om. Nej, dette var nemlig mandagen, hvor jeg og en masse andre unge mennesker, i form af "uvidende" 1.g'ere, skulle få vores første smagsprøve af gymnasielivet.
Og den dag skal jeg sandelig sent glemme.
7:20 stod jeg ved busstoppestedet, stadig med søvnige øjne og lemmer, og en nervøsitet i kroppen, som var noget ud over det sædvanlige. Mildt sagt, havde jeg det som om jeg var på vej til min egen henrettelse haha.
Jeg har været vant til at kunne gå til og fra skole på 5 minutter, så at skulle til at stå så tidligt op for at nå en bus var noget af en omvæltning.
Jeg fulgtes i bussen til gymnasiet med min gamle klassekammerat og barndomsveninde, og vi nød hinandens trygge selskab, selvom vi begge var lidt ved siden af os selv på grund af vores nerver.
I dag kan jeg til stadighed smågrine lidt over vores naivitet og uvidenhed, når jeg mindes hvordan vi følte os forfærdeligt voksne i det øjeblik, men samtidigt sært barnlige, som om vi tvivlede på om vi egentlig var klar til denne omvæltning (det var vi).
Henne på gymnasiet blev min veninde og jeg, sammen med alle de andre nye elever, dirigeret ned i idrætshallen, hvor vi blev mødt med synet af sektionsopdelte stolerækker, som var inddelt efter klassenavn, der var skrevet med fed på en hvid baggrund. (1.a, 1.b, 1.c ....... osv. osv.). Jeg var altså nødsaget til at skilles med min veninde, hvilket vi ikke var sønderligt glade for på daværende tidspunkt.
Jeg fandt snart min klasse, og slog mig ned i en af de knirkende klapstole og hilste genert på de fremmede omkring mig, som jo skulle være mine fremtidige klassekammerater.
Derefter holdte vores kvindelige inspektør en tale og præsenterede og tildelte os vore lærere, som vi så bagefter, stive af skræk, men samtidigt forventningsfulde og spændte, skulle følges med ned i vores respektive klasseværelser, for at blive yderligere introduceret til denne nye "verden" og hverdag, der ventede os.
Nye ting tegner sig altid så forfærdeligt skræmmende på ens fremtidshorisont. Alt virker uoverskueligt og stort, og man føler sig så uendeligt lille og alene i verden. Man begynder at idyllisere fortiden og det velkendte, som man (måske) førhen afskyede og drømte sig væk fra. Haha, jeg kan ikke tælle på mine fingre hvor mange gange jeg pinte og plagede min mor, ved at klynke og jamre over at jeg ikke skulle tilbage til min folkeskole og mine venner.
Sådan har jeg det dog ikke længere. Endnu en gang er jeg blevet overrasket over hvor hurtigt mennesket er i stand til at tilpasse sig forandringer. Vi er kun to måneder inde i skoleåret, og jeg har det, som om jeg aldrig har lavet andet end at omgåes disse fremmede mennesker, nærmere betegnet som mine nye klassekammerater. Som om jeg aldrig har lavet andet end at gå på dette gymnasium. Og aldrig i livet kunne jeg tænke mig at vende tilbage til folkeskolen og den bittersøde, melankolske fortid.
Jeg er kommet i en fantastisk sød klasse, bestående af 26 piger og 3 drenge, hvor der er plads til alle vores forskellige personligheder og hvor vi behandler hinanden med gensidig respekt, og jeg har fået mig de dejligste veninder jeg nogensinde kunne forestille mig og som jeg føler at jeg har kendt altid. Mine lærere er også sjove og interessante, og den faglige overgang fra folkeskoleniveau til gymnasieniveau har været ganske overkommeligt og lige til.
Alt i alt har jeg haft en nem, spændende og smertefri studiestart på gymnasiet.
